Den kinesiske manual – Skolen for kinesisk livskunst er den første af sin slags herhjemme, som gennem undervisning, foredrag og workshops, sætter folk i forbindelse med den manual for livet, som stadigvæk findes i kinesisk kultur. Et af navnene for denne manual er Yangsheng, som refererer til en en gennemprøvet og overleveret samling af metoder til at styrke kroppen og sindet. For nyligt er begrebet longevity, som er en del af Yangsheng, også begyndt at blive kendt herhjemme. Det er et begreb, som har haft enorm betydning for kinesisk kultur, og man har i mange tusinde år søgt efter metoder hvorpå man både kan leve længst muligt, og samtidig beholde sin vitalitet intakt.
I Vesten bruger vi desværre begrebet i forlængelse af vores materialistiske tankegang, og det bliver derfor til en tom stræben efter at leve længst muligt udefra et rent og skært grådighedsprincip.
I kinesisk forstand handler longevity om at kunne leve så længe, og så kraftfuldt som muligt for at kunne forløse vores karma og den hjælp til verden, som vi er født ind i den for at give. I de fleste tilfælde tager det 100 år at blive et ordentligt menneske og kunne forløse ens karma, og derfor er det vigtigt at være i stand til at blive gammel på den rigtige måde.
Vi er i den moderne verden kommet så langt væk fra en naturlig måde at leve på, og fra at forstå hvad denne verden handler om, at vi er på nippet til at ødelægge den. På grund af alt det kaos som findes omkring os, opstår der sygdom både i vores sind og i vores kroppe, og vi ved heller ikke længere hvordan vi kan helbrede os selv.
Vi har også glemt, at den allerstørste læge findes inde i os selv. Det handler om at begynde at finde den frem igen, og forstå hvad denne verden egentlig er.
Det er præcis det, som den kinesiske manual kan hjælpe os med. Vi har i årtier været inspireret af den indiske kultur, og yoga er blevet allemandseje. Det har rykket på vores bevidsthed, og ændret på den måde, som vi lever på, og nu er tiden kommet til den kinesiske kultur. Ligesom indisk kultur, har den bevaret en ubrudt forbindelse til en tusindeår gammel tradition, men efter min opfattelse er dens lære både mere intakt og omfattende. Jeg er overbevist om, at den er en form for skat, som er båret igennem tidsaldrene for at kunne blive åbenbaret på dette tidspunkt, hvor det næsten er for sent for os. Det er ikke en nem manual, men fordi de fleste af os godt forstår alvoren ved vores situation, så tror jeg, at vi er parat til den.
Den kinesiske livsvisdom indeholder vigtig viden om næsten alle aspekter af livet, og det er en stor glæde for mig, at kunne introducere den til Danmark. Kinesisk visdomskultur er så dyb og stor, at det kun er muligt at forstå, og videregive en lille del af den i løbet af et enkelt liv.
Med min skole vil jeg derfor samtidig lave en platform for andre undervisere end mig selv, herunder mine eminente kinesiske kontakter. Sammen vil vi gøre vores bedste til, at videregive aspekter fra den kinesiske manual og således bidrage med at verden kan blive et bedre sted.