Da jeg var 32 år gammel var jeg meget tæt på at dø, og havde i den forbindelse en nærdødsoplevelse. Jeg forlod min krop og blev til en form for ild, men noget af det mærkeligste var, at jeg stadig var mig selv. I dødens verden blev jeg mødt af en overvældende og ubegrænset kærlighed, som er umulig at forklare med ord. Oplevelsen forandrede mig for altid, og er i dag en af årsagerne til, at jeg arbejder inden for det felt, som jeg gør. I mange år led jeg også af en kronisk feber sygdom, og når feberen var høj, befandt jeg mig endnu engang i en verden, der mindede meget om den, som jeg havde oplevet under min nærdødsoplevelse. Det tog lang tid at forstå mine oplevelser, men kinesisk medicin og visse træninger inden for den tibetanske buddhisme hjalp mig på vej. I den tibetanske buddhisme bytter man rundt på tingene og hævder, at livet er en drøm, og at det vi kalder for døden, er vores sande verden. Jeg forstod med tiden, at jeg under min nærdødsoplevelse og i mine feberanfald blot var vendt tilbage til det, som jeg hele tiden har været: en sjæl eller ånd, og at døden absolut ikke er noget, som vi skal frygte, for vi vender bare hjem til vores sande natur. Hvad er vores sande natur? Den er intet mindre end den kærlighed, som jeg oplevede under min nærdødsoplevelse, og vores største opgave i livet er at manifestere lidt af den her, for vores verden er formørket, og mangler den i ekstrem grad.
De fleste af os har aldrig oplevet ægte kærlighed, og det kan være svært at forstå, hvad den er, men vi har alle denne lysende og godgørende kraft gemt i os. Når vi ikke at forløse noget af den, mens vi er i live, åbner døden for den til sin tid.
Det vi kalder døden, blander sig hele tiden med vores verden, og hvis vi kan forstå det, kan vi også mindske den frygt, som ikke bare findes i forbindelse med døden, men også omkring selve det at leve. Når man sover, mediterer eller er dybt afspændt, oplever man i virkeligheden dødens verden. Under en akupunktur behandling, hvor kroppen også bliver meget afslappet, oplever mange af mine patienter, at deres krop ligesom forsvinder. De har i virkeligheden en direkte og personlig oplevelse af dødens verden.
De gamle kinesiske mestre opfordrer os til ikke kun at tage livet en smule lettere, men også døden. Det betyder ikke, at man ikke skal gøre sig umage, for det skal man, men når man forstår, at begge dele hænger uløseligt sammen, og er helt naturligt, kan man bevæge sig gladere og stærkere gennem det hele.