Der er ingen, der ved hvordan kinesisk medicin præcist opstår, men da Den Gule Kejser (2698-2589 f. Kr.) har sine samtaler om dette emne i Huang Di Nei Jing, er lægekunsten fuldt udfoldet, og det er omfattende og komplekse ting der diskuteres.
Bogen er en klassiker og bliver stadig brugt som undervisningsmateriale på akupunkturskoler verden over, og man genopdager jævnligt metoder i den, som af én eller anden grund er gledet ud af brug, men som har vist sig at være meget effektive. Den tidligere meget anvendte ”blødningsteknik”, hvor man for at fjerne smerte laver en mikroblødning på et område eller punkt, er et eksempel på dette.
I følge den kinesiske lægekunst holdes kroppen i live af en energi, der kaldes Qi, og den flyder gennem en omfattende forgrening af ”subtile årer”, de såkaldte meridianer.
Hvordan meridian systemet erfares står også hen i det uvisse, men man plejer at angive to sandsynlige muligheder:
Den første er af mere mystisk karakter, idet man forestiller sig, at særlige individer i fortiden har haft en evne til at kunne se ind i kroppen, og derfor kunnet beskrive de energilinier der løber i den. Den anden mulighed er, at man ved et tilfælde har opdaget et akupunkturpunkts funktion, fordi det måske er blevet ramt i en krigshandling, og dermed aktiveret. Gradvist har man afdækket flere punkter, og siden uddraget, at disse punkter måtte være forbundne gennem meridianerne.
Sandsynligvis er meridiansystemet nok blevet opdaget som en kombination af begge dele.
Kinesisk medicin er beslægtet med en ældgammel shamanistisk praksis, og påvirkes yderligere af både taoismen og buddhismen.
Oprindeligt var kun kvinder læger, fordi de mentes at have en særlig forbindelse til den spirituelle verden, hvor årsagen til alle sygdomme skulle søges.
Disse kvinder kaldtes for Wu, hvilket betyder shaman eller troldkvinde, og de dedikerede sig fuldkomment til deres kald. Wu kvinderne levede som en slags læge-nonner, og når de ikke behandlede eller rådgav, tilbragte de al deres tid i dyb meditation. Først langt senere kom der også mandlige læger, og læge-nonnerne begyndte at blive mere sjældne, da den kinesiske kultur samtidig blev mere strengt patriarkalsk.
Kinesisk medicin var ingen homogen praksis, som vi kender det i dag. Hver læge havde sin egen tilgang til helbredelse, og en særlig kunnen eller indsigt, som blev givet videre i slægten. Tit blev der vogtet nidkært over de forskellige metoder, og der var streng kontrol med, hvem de blev givet videre til, og på hvem som metoderne måtte benyttes på. De kosmetiske teknikker, som nedsætter aldringsprocessen var, for eksempel, forbeholdt elitens kvinder, og kun langsomt flød visse dele af denne viden ud i folkemedicinen og blev hvermands eje.
Der er to væsentlige og fatale begivenheder, som ændrer kinesisk medicin for altid. Den første finder sted under Kina’s første kejser, Qin Shi Huang (259-210 f.kr) regeringstid. Kejser Qin Shi Huang forbyder store dele af den kinesiske medicin, dræber mange af de allerbedste læger, som anses for at være blevet for magtfulde qua deres erhverv, og brænder deres bøger om lægekunst. Mange læger når dog at flygte og går herefter under jorden. Lægekunsten holdes nu hemmelig, og på grund af faren ved at praktisere, undlader man at skrive bøger om den. I stedet bliver lægekunsten mundtligt overleveret fra far til søn, eller til et andet tæt familiemedlem, men bliver strengt holdt indenfor en klan eller familie.
Den anden store ændring af kinesisk medicin sker under kulturrevolutionen, da der på Mao Zedong´s ( 1893-1976) bud bliver nedsat en kommission, som skal udvælge de dele af lægekunsten, som den fremover skal bestå af, mens resten forkastes. Sådan opstod det, som i dag er kendt som TCM – Traditional Chinese Medicine. Det var kommissionen magtpåliggende, at sammensætte elementer til den revurderede og forenklede udgave af kinesisk medicin, så den mindede om vestlig medicin. Især var det vigtigt at censorere alt bort, som kunne minde om overtro, eller som ud fra vestlige parametre ikke kunne måles. Det er denne amputerede lægekunst, som langsomt finder vej til vesten, og især akupunkturen bliver populær, måske fordi denne lille del af den kinesiske medicin minder om vores kirurgiske tradition. Normalt ville en traditionel behandling aldrig starte med akupunktur, fordi nålene er en meget kraftig form for behandling. Akupunktur kan sammenlignes med en form for eksorcisme: Man ”angriber” kroppen med små spyd og uddriver derved sygdommen eller patogenet. Inden man kom så vidt, ville den kinesiske læge først have forsøgt at fjerne sygdommen ved at spørge ind til livsstil og kost og udefra det givet sine anbefalinger til eventuelle ændringer. Lægen kunne anbefale en anden kost, fysiske øvelser eller meditationer, som den syge skulle lave for at blive rask igen. Gav disse justeringer ikke det ønskede resultat, ville man nu benytte sig af akupunktur.
Når det alligevel giver mening at behandle med akupunktur i vesten, uden først at være gået ind i de andre parametre, er det fordi sygdommen eller ubalancen ofte er så fremskreden, når patienten kommer til sin akupunktør, at man er nødt til at gribe til det kraftigste våben. Derved behandles symptomet først og fremmest, lige som man gør i vestlig medicin, men akupunkturen går samtidig ind og aktiverer evnen til at kroppen kan helbrede sig selv. Hvor langt ned ad helbredelsens vej man kan bevæge sig, kommer helt an på sygdommens karakter og hvor alvorlig den er. Patienten bliver også sat ind i årsagen til sin sygdom, som i de allerfleste tilfælde skal søges i vores sind eller vores kost. I den kinesiske lægekunst er bedring og helbredelse et fælles ansvar for både lægen og patienten. Mødet med kinesisk medicin bliver derfor tit mere end en måde at opnå et bedre helbred på, for man møder en decideret vej og en anden forklaring på årsag og virkning end noget andet sted.